Da det ikke gik så hurtigt med at opføre Vor Frue Kirke i Kalundborg, blev byens grundlægger, Esbern Snare, opsøgt af en trold, der boede på egnen med sin familie.
Trolden tilbød at hjælpe med byggeriet af kirken, på én betingelse: Inden den stod færdig, skulle Esbern Snare have gættet troldens navn. Hvis ikke, skulle trolden have Esbern Snares øjne og hjerte.
Esbern Snare solgte sin sjæl
Trolden ville sætte kirken på stenpiller og så kom der for alvor gang i byggeriet. Esbern Snare var naturligvis godt tilfreds med at kirken nu kunne skyde i vejret, men samtidig blev han mere og mere ræd og bekymret.
Han havde ingen anelse om, hvad trolden hed.
Troldemors trøstende ord
Da kirken omtrent var færdig, gik Esbern Snare hvileløst rundt på markerne uden for byen. Han havde solgt sin sjæl.
Ved Ulshøj lagde han sig ned for at tænke, da han pludselig hørte stemmer inde fra den gamle gravhøj.
‚Ti stille, barn min! I morgen kommer Fin, far din, og giver dig Esberns øjne og hjerte at lege med‛, lød det trøstende fra troldemor.
En statelig kirke i Kalundborg
Ved godt mod rejste Esbern Snare sig fra højen og gik mod kirkebyggeriet i højbyen, hvor trolden netop kom med den sidst halve stenpille.
Esbern Snare gik ham i møde, hilste hjerteligt og tilføjede: ‚Den gik ikke Mester Fin‛.
Ifølge sagnet blev Fin så rasende, at han forsvandt i en sort sky, med den halve pille under armen.
Om kirkens trold synger de runer
Sagnet om trolden Fin i Ulshøj inspirerede den amerikanske poet John Greenleaf Whittier (1807-1892) til det smukke digt ‚Kallundborg Church‛, fra digtsamlingen ”Tent on the Beach” (1876).
Whittier brugte Esbern Snares ønske om at blive gift med Helva af Nesvek (Næstved), som omdrejningspunkt for sin fortolkning af sagnet.
Hun bad for hans sjæl. Hun bad for sig selv. Men inde i højens dyb og dunkle hvælv arbejdede trolden med dobbelt iver; Han vidste, at større end troldemagt bliver en piges bøn for sin elskedes sjæl.
Læs hele digtet, i pastor Martin Kragh-Müllers oversættelse her.
Kallundborg Kirke
fra digtsamlingen ”Tent on the Beach”.
”Byg mig en statelig kirke ved fjorden,
så stolt som nogen kirke på jorden!
Hvis den er færdig før næste vår,
min datter Helva til brud du får,”
sagde jarlen af Nesvek til Esbern Snare
Og jarlen smiled; men Esbern svor:
”Jeg tager dig, jarl, på dit adels-ord.
Det kosted min sjæl! Jeg skal dog udvirke,
at Helva skal blive min brud i den kirke,
der snart skal knejse ved Kalundborg”.
Bort gik Esbern til Ulfhøj-trolden:
”Byg mig en kirke på borgervolden,
så stolt som nogen, men i en fart.
Bestem selv prisen; men sig den snart,”
sagde Esbern til trolden, der boede i højen.
”Alt i verden har dog sin pris”,
sagde trolden på troldevis.
”Når jeg har vist mine trolde-evne,
navnet på kirkens mester du nævner,
eller dit øje og dit hjerte er mit.”
”Byg”, sagde Esbern, og trolden smilte,
som trolde smiler, men dernæst han ilte
til arbejd med tømmer og søjler og sten.
Snart mangled af søjler én eneste én;
mens Esbern grued og grunded.
Hvor skulle han finde det troldenavn?
Her gjorde ej lærdom ej læsning gavn.
Han spurgte på mark, han spurgte ved strand.
Han spurgte de gamle, hos kvinde; hos mand,
hvad troldens navn vel kunne være.
Men troldens navn var der ingen, der vidste,
så Esberns livsmod var nær ved at briste.
Han turde ej bede, hans synd var for stor.
I hovmod og trods han til jarlen svor.
Her hjalp hverken alf eller trold.
Dog rygtet så viden om lande lød
om Esbern Snares anger og nød.
Det nåede Helva. Hun bad Gud bevare
hans sjæl, som hun elskede, Esbern Snare,
der vanked hvileløs ved Kalundborg.
Trolden formed den sidste pille,
imens han mumled om Esbern stille:
Du dåre, i morgen vil værket være slut,
så har du dine øjne og dit hjerte forbrudt,
med dem skal min troldeunge lege.
Oppe ved Ulfshøj sank Esbern Snare ned.
I højen trolden endnu med den sidste pille sled.
Foran sig så Esbern sin kirkes siluet
og sukked: Ak, nu ser jeg, hvor mit løfte var slet:
Jeg har bygget min egen grav!
Han lukked sine øjne for ved synet ej at lide.
Da mærked han lette fodtrin ved sin side.
”O, Esbern”, lød en stemme, elsket, mild og klar,
”Kunne jeg blot dø for dig, jeg fuldtud villig var!”.
Men hver må bære sin egen byrde.
Op han sprang og trykked Helva til sit bryst,
Mens solen alt lod ane sin opgang i øst.
Han mærked hendes hjertes slag
som hos en bævende due.
Hun skjulte sit ansigt i skæggets røde lue.
Den sande kærlighed giver aldrig op.
”Lad mig se dine øjne, før mine skal briste!
Lad mig føle dit hjertes slag, før mit jeg skal miste1
Jeg synded, o Helva, af kærlighed til dig.
Bed du den Herre Kristie tilgive mig!”
Guds engle ser med glæde hver angrende synder.
Hun bad for hans sjæl. Hun bad for sig selv.
Men inde i højens dyb og dunkle hvælv
arbejdede trolden med dobbelt iver;
Han vidste, at større end troldemagt bliver
en piges bøn for sin elskedes sjæl.
Da lytted Esbern. Han hørte det runge
i højen af troldkvindens sang for sin unge:
Lig stille, du lille! I morgen kommer Fin
med Esbern Snares hjerte og øjne til ungen sin,
det dejligste lejetøj for trolde.
Med sidste søjle så slank og sø høj
til Kalundborg Banke Ulfshøj-trolden fløj:
Men der stod frimodig Esbern Snare
og hilste god morgen og tilføjed bare:
For sent, mester Fin!
Af raseri var trolden nær ved at revne;
Thi det er trolds forlis, når navnet man kan nævne.
Men ud fra højen hørtes lyd af slag og hårde ord;
Trold-Fin slog sin kvinde, der viste Esbern spor.
Onde herrer er ilde at tjene.
Om trolden og kirken så viden sagnet går;
Når høstmånen op over Vestsjælland står,
da hører fiskeren ud til sin båd:
Fra Ulfshøj lyder larm, det er troldkvindens gråd.
det er Trold-Fin, der tugter sin kvinde.
Ud over søen og højt over byen
ser man fem tårne hæve sig mod skyen.
Der ringed kirkeklokken for det første brudepar,
det Helva af Nesvek og Esbern Snare var,
der blev det første brudepar i denne kirke.
John Greenleaf Whittier’ s digt på originalsprog:
http://www.poetryatlas.com/poetry/poem/858/kallundborg-church.html
Trolden fik sin hævn
600 år senere fik trolden Fin en slags hævn. D. 7. september 1827 sank kirkens midtertårn i grus.
Grunden til sammenstyrtningen skyldtes de mange begravelser inde i kirken, hvor byens velhavende borgere blev bisat under gulvet. Jo tættere på altret, jo nærmere var man den evige frelse.
Begravelserne underminerede simpelthen de bærende søjler.
