Rosa Abrahamsen blev født i Kalundborg i 1926, og allerede som lille pige, blev hendes første livsbane udstukket, da hun blev træt af at udklippe købte påklædningsdukker og begyndte, at designe sine egne. Som 18-årig flyttede hun til København og startede som syerske i et konfektionsfirma, hvor hun med stor succes blev designer, medejer og mannequin i egne kreationer.
En smitsom frygtet dødelig virussygdom
I 1952 tog Rosa Abrahamsens liv en drastisk drejning, i en ny uventet livsbane. En omfattende polioepidemi ramte landet. Ingen vidste, hvordan sygdommen opstod, og ingen kunne med sikkerhed udpege smittekilden.
Polio, der også er kendt som børnelammelse, er en smitsom virussygdom i hjerne og rygmarven, der i værste fald slå folk ihjel, da den påvirker vejrtrækningen.
Rosa Abrahamsen blev ramt af den frygtede sygdom, og indlagt på Blegdamshospitalet i København. I flere perioder lå hun i respirator, på daværende tidspunkt kaldet en jernlunge, for at holde vejrtrækningen i gang.
Havde skrevet digte siden hun var 16 år
Trods de dårlige helbredsmæssige vilkår hun pludselig var udsat for, havde Rosa Abrahamsen et ukueligt livsmod. Siden hun var 16, havde hun skrevet digte, som hun nu genoptog fra sygesengen.
Hendes humør og livskraft smittede af på alle andre, der var berørte af børnelammelse, så de også fik livsmodet igen.
Rosa Abrahamsen brugte sit pigenavn som kunstnernavn, da hun i 1956 debuterede med digtsamlingen „De store skibe‟.
Hun blev samme år landskendt som `Blegdammens Rose´, da hun medvirkede i en udsendelse med Statsradiofoniens Karl Bjarnhof, der var kendt for sin interviewserie ‚Sagt på tomandshånd‛.
Et strejftog ind i evigheden
Her fortalte hun fra sygelejet Bjarnhof om sine to børn fra første ægteskab, Conni og Per, og om de digte hun skrev på en specialbygget skrivemaskine, liggende, efter to års øvelse, med de to fingre på højre hånd, som hun stadig havde førerlighed i.
Inspirationen kom af egne erindringer i febersyn og nærdødsoplevelser Rosa Abrahamsen havde i sine lange mere eller mindre bevidstløse perioder. Et strejftog ind i evigheden, kaldte hun dem selv.
Debuten „De store skibe‟ indeholdt det stærke digt ‚Den hvide kaptajn‛, hvor døden stod ved roret.
Jeg synes det er meget forkert, når mennesker tegner døden som en knokkelmand, for jeg tror bestemt ikke, der er noget afskrækkende ved den. Det er der i hvert fald ikke for mig
Digtet ‚Hænderne‛ kom fra barndommen
Skriverierne fandt især sted mellem kl. 22 og 04 om morgenen. Efter fem timers søvn og morgenritual, skrev hun videre. Om eftermiddagen broderede hun, med to fingre og tænderne til hjælp.
‚De store skibe‛ indeholdt også det populære digt ‚Hænderne‛, som Rosa Abrahamsen hentede fra barndommen.
Som lille pige var hånden noget af det første hun altid lagde mærke til hos mennesker: Hvordan de så ud og bevægede sig. Hvordan de greb mine, de fortalte en masse om de personer, jeg mødte.
Digtet blev sat i musik af komponisten Hugo Gyldmark, og flere af tidens store sangerinder indspillede nummeret, der i årtier var et populært ønske på radioens Giro 413.
Hædret for sit forfatterskab
I 1957 modtog Rosa Abrahamsen den danske forfatterinde Edith Rode’s hæderslegat for sine digte i `De store skibe´. Året efter udkom digtsamlingen ‚De gyldne timer‛.
Efter knap seks år på Blegdamshospitalet og rekreation på Hornbæk Sanatorium, blev Rosa Abrahamsen i 1958 gift med kontorchef Einar Christensen, som hun traf under sin indlæggelse. Først med bopæl i Gentofte, siden i Bagsværd, i en lille villa, som poliofonden stillede til rådighed.
Som årene gik, blev Rosa Abrahamsen langsomt svagere og igen indlagt på Blegdamshospitalet, hvor hun døde 13. november 1964. Hun blev 38 år.
